Hukommelsen styrkes af, at der er billeder i fortællingen, toner og farver i malerierne, og hvis der er spænding i stoffet - hvis læringen taler til følelserne. Det er først fra 12-års alderen, at forståelsen af en logisk sammenhæng begynder at støtte hukommelsen. Hukommelse er med til at skabe barnets identitet, og den kan rumme alt, hvad barnet får lært i skoletiden. Senere i livet er det grundlaget for forståelse og bedømmelse af livets fakta.

Skoletiden er hukommelsesevnens og fantasiens højdepunkt i tilværelsen. Derfor skal de evner trænes og bruges. Hukommelse skal ikke terpes, men hele tiden anspores. Fantasien anspores individuelt ved, at alt skolestof bearbejdes i hver enkelt elevs arbejdsbog, og ved at fortællingerne i undervisningen gøres levende.

Fantasien er rettet mod fremtiden, mens hukommelse er rettet mod fortiden. Billeder af det, jeg vil gøre i morgen er lige så aktive som billeder af det, jeg gjorde i går. Læreren arbejder bestandigt med at skabe billeder af det, klassen skal gøre fremover og ved at fremkalde billeder fra gårsdagens fortællestof. Evaluering og beslutning - erfaring og forestilling - er lige vigtige.