|
Der undervises periodevist på Hjørring Ny Steinerskole. Skemaet begynder med to timers hovedfag. Det kunne være regning. Det løber typisk over 3 uger. Periodeundervisningen giver mulighed for at fordybe sig i et fag. Hovedfagstimen har et forløb, hvor der også sker andre ting. Når perioden er færdig, skifter børnene emne, men regning dukker op igen, så det samlede timetal følger retningslinjerne i Folkeskolen.
Gamle håndværk som bogbinding, smedning, uldspinderi, stenhugning, metalsløjd og træsløjd giver børnene en chance for at hvile hovedet, mens hænderne arbejder. Håndværk forsvinder fra vort samfund, men vi mener både, at de gamle håndværk er vigtige at lære at kende, og at arbejdet med hænderne er essentielt for ethvert menneskes alsidige udvikling.
Gymnastik og eurytmi er vigtige for den kropslige udfoldelse. I gymnastikken forsøger vi at oparbejde en større bevidsthed om rum og kraft, så bevægelserne kommer ud over det mekaniske. I eurytmien bliver bevægelserne udtryksmidler, der visualiserer sprog og musik. Desuden har vi også svømmeundervisning.
Dansk kultur og fremmede kulturer behandles grundigt i fortællestoffet, og altid under hensyntagen til barnets alder. Fortællestoffet er de enkelte årganges hovedtema, som går igen gennem hele året.
Fortællestoffet på de enkelte årgange er:
Bh.kl. Eventyr
1. kl. Eventyr
2. kl. Fabler og Legender
3. kl. Det gamle Testamente
4. kl. Den nordiske mytologi
5. kl. Gamle kulturer: De græske, persiske og egyptiske kulturer
6. kl. Romerriget
7. kl. Rænecancen og opdagelsesrejser
8. kl. Udvalgte kapitler af verdenshistorien. Der vælges fra perioden fra 1650 til vores tid, og hovedvægten lægges på tekniske opfindelser, industrialismens og handelens udvikling
Til undervisning i fysik/kemi har vi lejet os ind i et laboratorium på en lokal folkeskole. |